Kirke i Sydhavnen Konkurrenceforslag

Visionen for en ny kirke i Sydhavnen er en åben kirke for alle. En kirke, der både rummer gejstlige funktioner og fungerer som et kulturelt (for)samlingspunkt, der både udvendigt og indvendigt inviterer til brug døgnet rundt ─ året rundt. Denne dualitet i funktioner understøttes af kirkens arkitektoniske udformning, hvor underetagen fungerer som et åbent rum med glasfacader ud til gaden, og inviterer alle ind til kulturoplevelser. Dertil etablerer vi et kirkerum i overetagen, oppe under bygningens skulpturelle tag. De to rum bindes sammen af en skulpturelt udformet trappe.

Byrum på taget

Taget bliver et nyt offentligt tilgængeligt byrum med en fantastisk udsigt og mange muligheder for aktiviteter og events. Hele taget – husets 5. facade – udformes som et stort trappelandskab, der griber gadens og fodgængernes forløb og giver dem mulighed for at bevæge sig opad. Et byrum med optimal solorientering og udsigt over hele bydelen, havneløbet og resten af København.

Sakralt kirkerum – og inkluderende kulturrum

Kirkerummet fremstår som et enkelt og sakralt rum med et stort hvælvet loft. Dagslys strømmer ind fra det store ovenlysvindue i taget samt fra korset i muren, der samtidig fungerer som korset over alteret inde i kirkerummet. Loftet i kirkerummet er skabt med henblik på at opnå ideelle akustiske forhold og herved forene optimal funktionalitet med identitetsskabende æstetik.

Kulturrummet i stueetagen er husets naturlige omdrejningspunkt og er en naturlig fortsættelse af byen. Et stort rum til større arrangementer, udstillinger og meget andet. Dele af glasfacaden kan åbnes op, så rummet bliver en del af den omkringliggende by, og livet fra gaden kan trækkes med ind.

Bygherre
Sydhavn Sogn
Hvornår
2016
Hvor
Sydhavn, Danmark
Areal
3.200 m2
Samarbejdspartnere
Søren Jensen Ingeniører
Team
Jonas Sangberg
Erik Folke Holm-Hansson
Mette Juhl
Christer Nesvik
Signe Nielsen Kjær