Havnehusene – fase 3 (G1) Boliger på Østre Havn, Aalborg

Havnehusene er en del af masterplanen for Østre Havn. Masterplanen bygger videre på Østre Havns fortid som industrihavn, hvor kulturhistorien, de tidligere høje silobygninger og kontakten til Limfjorden danner udgangspunkt for en nyfortolkning og udvikling af nye urbane kvaliteter i området. Målet er at udvikle en kompakt, bilfri bydel med et godt boligmiljø, der tilfører Aalborg nye bylivskvaliteter med respekt for historien.

Optimalt lysindtag og plads til fællesskaber

Tredje og sidste etape af Havnehusene ligger på hjørnet af Nyhavnsgade og Østre Havnegade. Bygningen er en viderefortolkning af den traditionelle boligkarré, hvor den nordøstlige del forskydes to etager opad for at skabe naturlig adgang til underetagens dagligvarebutik. Resultatet er flere boliger med udsigt over Limfjorden, samtidig med at den løftede bygningsdel beskytter det indre gårdrum mod havnens rå klima. Bygningsformen sikrer optimalt dagslys og skaber læ i det indre gårdrum og på tagterrassen. Sammen med altangangene til de kompakte boliger skaber gårdrummet og tagterrassen rammerne for fællesskabet mellem beboerne.

I dialog med omgivelserne

I kraft af et enkelt materialevalg og en nedtonet detaljering fremstår denne del af Havnehusene med et råt udtryk. Husets facade er i laserede, rødbrune betonelementer, der er stablet i et halvstensforbandt, som skaber variation i facadens rytme. Farven og forbandtet tager sit afsæt i de omkringliggende, eksisterende bygningers farver og teglforbandt, dog skaleret op til en rå, nutidig x-large udgave. 

Fotos: Rasmus Hjortshøj (COAST) og Thomas Mølvig.

 

Bygherre
A. Enggaard A/S
Hvornår
2013 – 2019
Hvor
Aalborg, Danmark
Areal
10.500 m2
Samarbejdspartnere
POLYFORM
WERK
Niras